Forventningsprincippet i skatteretten: Hvad kan det bruges til?
I skatteretten, og navnlig i skattesager, dukker der indimellem det forhold op, at en skatteyder påberåber sig, at en anden skatteyder er blevet behandlet på den måde, man gerne selv vil blive behandlet på. Spørgsmålet er, om man kan støtte ret på en sådan parallelbehandling af andre skatteydere?
En skat kan kun opkræves, ændres eller ophæves ved lov. Udgangspunktet må derfor være, at der skal være lovhjemmel til at opkræve, ændre eller ophæve en beskatning. Et forventningsprincip er ikke bare noget, man bruger ”sådan lige”, da dette princip ikke er lovfæstet.
Forventningsprincippet
I Den juridiske vejledning er forventningsprincippet formuleret i overordnede termer og udtrykt ved følgende:
- Man skal have en klar og utvetydig formulering i Den juridiske vejledning
- Man skal som skatteyder disponere i forhold til det, som står i Den juridiske vejledning
- Det anførte må ikke åbenbart stride imod den bagvedliggende skattelovgivning
Højesteret har i en dom fra marts måned haft lejlighed til at tage stilling til en sådan ret klar formulering i Den juridiske vejledning. Den pågældende sag vedrører et kommanditselskab (K/S), som tidligt i 2008 havde optaget et stort lån til investering i et skib umiddelbart før finanskrisen. Bl.a. på grund af finanskrisen kollapser markedet, og skibet må efterfølgende sælges med store tab til følge. De lån, der er optaget, er alene lån, som K/S’et hæfter for. Kommanditisternes hæftelse var begrænset. I sidste ende eftergives der et ret stort beløb. Spørgsmålet er, hvordan denne gældseftergivelse skulle håndteres.
I Den juridiske vejledning var der en formulering om, at en skatteyder som deltager i et K/S ikke skulle beskattes, hvis man ikke havde nogen hæftelse for lånet som kommanditist i K/S’et, der var låntager. Hvis man derimod havde en hæftelse, kunne der indtræde en beskatning af lånet. Ordlyden i det pågældende indkomstår i Den juridiske vejledning var altså ret klar – ingen beskatning ved gældseftergivelse.
Højesteret fandt ikke, at skatteyderen kunne støtte ret på denne klare formulering. Højesteret fandt, at beskatningshjemlen er kursgevinstlovens § 23, og at en undtagelse fra en kursgevinstbeskatning af gældseftergivelsen vil være i åbenbar strid med lovgivningen. Man kunne derfor heller ikke støtte ret på formuleringen i Den juridiske vejledning. Det var for let for Højesteret at give skatteforvaltningen medhold.
Reflektion
En del skatteydere, og utvivlsomt en del rådgivere, slår indimellem op i Den juridiske vejledning for at få svar på et tvivlsspørgsmål. Havde man gjort dette på daværende tidspunkt, havde man ikke været i tvivl om den skattemæssige konsekvens – der skulle ikke ske nogen beskatning. Dommen viser, at man i bund og grund ikke kan bruge Den juridiske vejledning til særlig meget og slet ikke ud fra en rådgivningssynsvinkel. Havde skatteyderen på daværende tidspunkt indhentet et bindende svar om den pågældende påtænkte disposition, havde det også været oplagt, at man havde fået et svar på, at en gældseftergivelse ikke ville udløse nogen form for beskatning, hvor man ikke havde yderligere hæftelse. Et sådant bindende svar var imidlertid ikke blevet indhentet, og skatteyderen ender med det modsatte resultat i Højesteret 10 år senere. Dette er beklageligt, men udtryk for dansk skatteret - indimellem.