Sagen kort
Kendelsen vedrører et mangeårigt medlem af en roklub, som i sommeren 2015 takkede ja til at stå for en af roklubbens ungdomselitegrupper som bestod af 7-8 roere, herunder medlemmets stedsøn.

Kort før en træningslejr i udlandet i marts 2017 valgte medlemmet at stoppe som træner for ungdomsroerne, da roernes træningsindsats ikke levede op til det fælles ønske om at skabe et elitetræningsmiljø. Træningslejren blev dog gennemført og roklubben indsatte en ny træner. I den efterfølgende periode svandt roernes opbakningen til den nye træner, og flere af roerne, herunder medlemmets stedsøn, begyndte at modtage råd og support fra medlemmet, som således fortsat var til stede i klubben og bistod enkelte roere med træning.

I starten af maj 2017 modtog medlemmet en skriftlig advarsel fra roklubbens bestyrelse med pålæg om at stoppe træningen af roerne. Den mundtlige advarsel blev kort efter fulgt op af en skriftlig advarsel. Medlemmet gjorde heroverfor gældende, at vedkommende blot bistod roerne inden for de aftaler, der med den nye træners og bestyrelsens viden, var indgået mellem roerne og medlemmet.

Flere af roerne forlod roklubben, mens enkelte helt forlod rosporten, og i slutningen af maj 2017 nedlagde den nye træner sit mandat som følge af den manglende opbakning.

På medlemmets anmodning blev der medio juni 2017 afholdt et møde mellem bestyrelsen og medlemmet. Få dage derefter modtog medlemmet besked om, at bestyrelsen havde truffet beslutning om tidsbegrænset eksklusion gældende indtil 31. december 2018 med henvisning til, at medlemmet bevidst modarbejdede klubbens formål og interesser.

Bestyrelsens beslutning om eksklusion blev behandlet på roklubbens ekstraordinære generalforsamling i efteråret 2017, hvor eksklusionen blev opretholdt med kvalificeret flertal. Eksklusionen blev ligeledes opretholdt af Dansk Kano og Kajak Forbunds Appeludvalg ved kendelse af 3. januar 2017.

DIF’S afgørelse
Den 27. april 2018 ophævede DIF Idrættens Højeste Appelinstans roklubbens beslutning om eksklusion.

I afgørelsen lægger Appelinstansens blandt andet vægt på, at medlemmet i de 40 år, vedkommende har været medlem af roklubben, ikke udover nærværende sag har fået påtalt sin adfærd som ordinært medlem af klubben.

Appelinstansen anser således konflikten for alene at være foranlediget af den konkrete og for alle parter vanskelige situation, der opstod i foråret 2017, da medlemmet valgte at stoppe som træner, og mange af roerne efterfølgende forlod klubben.

Endvidere lægger Appelinstansen til grund, at konkliften i det væsentligste skyldes konkrete og i tidsmæssig sammenhæng forholdsvis kortvarige, personlige uoverensstemmelser mellem en række centrale personer i klubben på lederniveau, hvoraf flere har skullet varetage både egne, egne børns samt roklubbens interesser, der ikke nødvendigvis har været sammenfaldende.

Appelinstansen bemærker i den forbindelse, at der ikke er grundlag for at pålægge medlemmet eneansvaret eller hovedansvaret for den ulykkelige udvikling eller for at antage, at vedkommende måtte indse, at dennes ageren over for roerne kunne medføre skadevirkninger for roklubben.

Appelinstansen fandt det herefter ikke dokumenteret, at medlemmet havde udvist en sådan adfærd, at medlemmet kunne ekskluderes som medlem af roklubben.

DAHLs vurdering
Kendelsen bidrager med nyt i forhold til, hvornår der berettiget kan ske eksklusion af et ordinært medlem af en forening under DIF.

Ifølge den juridiske litteratur skal en beslutning om eksklusion være sagligt og rimeligt begrundet, samt være proportional. Desuden skal der foretages en afvejning af de modstående hensyn til foreningen og til medlemmet.

Denne konkrete kendelse viser, at der i praksis stilles strenge krav til foreningens dokumentation. Kendelsen fastslår, at foreningen har en relativ streng bevisbyrde for, at medlemmet har handlet på en måde, der berettiget kan begrunde eksklusion. Dette betyder, at hvis ikke foreningen kan fremlægge den nødvendige dokumentation for medlemmets adfærd, vil eksklusion blive anset for uberettiget. Medlemmet er så at sige beskyttet mod eksklusion, indtil det modsatte er bevist.

Derudover lagde Appelinstansen vægt på, at medlemmet ikke havde måtte indse, at dennes adfærd i klubben (ved at bistå med ”konkurrerende” træning”) kunne skade klubben. Med andre ord skal klubben sørge for at informere medlemmet herom, kendelsen må således tages som udtryk for, at foreninger er underlagt en informations- og handlepligt i sager om eksklusion.

Handlepligten medfører formentlig, at foreninger undervejs skal gøre medlemmer, der overvejes ekskluderet, opmærksom på skadevirkningerne af dennes handlinger og de mulige konsekvenser, herunder muligvis eksklusion. Sker det ikke, kan foreningen fortabe retten til at ekskludere medlemmet.

* * *

DAHL Advokatfirma har mange års erfaring med sager inden for sports- og foreningsret. Den konkrete sag blev varetaget af advokat (L) og partner Frederik Bruhn.