Fælles økonomi giver fælles udfordringer
En byretsdom viser, at man skal tænke sig om, når man laver fælleskonto med sin samlever.
Ægtefæller eller samlevende har ofte en fælles konto. En fælles konto – som indlånskonto – tjener en række praktiske formål. Det forekommer givetvis lige så ofte, at man har en fælles konto i form af en udlånskonto - altså en gæld - f.eks. til en bank. Er der tale om en fælles konto, hæfter man også solidarisk for de forpligtelser, der kan afledes af kontoen.
Fælles konti anvendes typisk af praktiske hensyn. Uanset disse praktiske hensyn kan der i en række situationer være anledning til at tænke sig godt om, inden man etablerer fælles konti med en ægtefælle/samlever. Dette gælder også skattemæssigt.
Skattemæssige konsekvenser ved en fælles konto
I en byretsdom fra retten i Helsingør fra 17. december 2015 var en skatteyder blevet beskattet af halvdelen af nogle beløb, der var blevet indsat på hendes og hendes samlevers fælles bankkonto. Indkomstforhøjelsen udgjorde 50 % af den uidentificerede nettoindbetaling på kontoen.
Skatteyderen og hendes samlever havde haft hver deres ”uafhængighed”. Skatteyderen gjorde gældende, at hun ikke havde haft hævekort til kontoen, og at det alene var samleveren, der efter aftale med banken kunne disponere over kontoen.
Samleveren havde drevet virksomhed med diverse ejendomsselskaber, og visse af indbetalingerne på kontiene stammede givetvis herfra.
Skatteyderen havde været lønmodtager og havde ikke deltaget i virksomhederne eller i anden selvstændig virksomhed. Skatteyderen havde alene været stifter af et selskab, ligesom hun havde været formand for bestyrelsen i ét selskab og medlem af bestyrelsen i et andet selskab. Af disse årsager mente skatteyderen ikke, at hun skulle beskattes af noget af det beløb, der stod på fælleskontoen.
Sagens afgørelse
Såvel Landsskatteretten som byretten fandt, at der var indsat en række ikke ubetydelige beløb, som ikke kunne dokumenteres eller sandsynliggøres, og som ikke var opgivet til SKAT.
SKAT var derfor berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af indkomsten for skatteyderen. Disse nettobeløb blev anset som indtægter, der ikke var selvangivet.
Såvel Landsskatteretten som byretten fandt også, at skatteyderen ikke havde sandsynliggjort, at hun ikke var skattepligtig af de pågældende beløb. Det forhold, at man var medejer af kontoen, medførte også, at man havde erhvervet ret til halvdelen af de pågældende beløb.
Uanset den ”bevidste/ubevidste uvidenhed” om de pågældende transaktioner blev skatteyderen altså beskattet af 50% af nettoindbetalingerne på kontoen.
Den pågældende dom er egentlig i overensstemmelse med den praksis, der foreligger. Læresætningen på baggrund af dommen er vel den, at man skal være påpasselig med, hvem man omgiver sig med i enhver relation – også i relation til at have en fælleskonto. Skal man undgå overraskelser, bør man have hver sin konto.